Førstehjælp ved hold i nakken

Hold i nakken kan optræde som smerter eller som en spænding i nakken, der gør, at det er svært at bevæge hovedet. Et hold i nakken kan udløses af en pludselig eller uvant bevægelse, man kan vågne med hold i nakken, eller nakken kan blive gradvist mere og mere spændt.
I nedenstående får du nogle råd til, hvad du selv kan gøre for at lindre dine nakkesmerter og undgå at de forværres.

Hvad kan du selv gøre?

  • Forsøg så vidt det er muligt at holde dig i bevægelse og lav evt. let motion som f.eks. at gå flere korte ture på 10-15 minutter. Undgå at bære på noget mens du går, lad armene svinge frit. Bevægelse gør smerten mindre, og nakken tager ikke skade af det. Hvis smerterne er stærke, kan det dog nogle gange være nødvendigt at starte med at lægge sig.
  • Læg en ispose på det mest smertefulde sted i cirka 15 minutter. Det kan du gentage fire til seks gange dagligt med en times interval de første par dage. Husk altid at der skal noget stof imellem hud og ispose, f.eks. et viskestykke eller lignende. Har du ikke en ispose, kan en pose frosne ærter eller lignende også bruges.
  • Hvis nakken føles mere spændt end egentlig ondt, så kan du bruge varme, men vær opmærksom på, at varmen også kan forværre en hævelse og derved øge smerten.
  • Brug evt. håndkøbsmedicin til at dæmpe smerterne. Det kunne f.eks. være paracetamol (panodil, pinex) og hvis det ikke hjælper, så kan du prøve med gigtmedicin (f.eks. ibuprofen, ipren).
  • Du kan massere nakke, skuldre, og hovedbund.
  • Undgå træk og generel kulde, der kan få muskulaturen til at spænde op. Mange har gavn af et let tørklæde løst omkring nakken.
  • Undgå også at bære tunge ting, særligt i den ene hånd. Fordel indkøb i to poser, og gå flere gange.
  • Har du haft ondt i nakken i længere tid kan det være en god idé at lave intensiv styrketræning hos en kiropraktor eller en fysioterapeut.
  • Få desuden flere gode råd og vejledning om netop dit problem hos din kiropraktor.

Ved hold i nakken et det bedst at komme under behandling så hurtigt som muligt, da smerterne så normalt vil forsvinde hurtigere. Ved nakkesmerter af kortere varighed anbefales kiropraktisk behandling og smertestillende medicin. Ved længerevarende smerter (mere end 3 måneder) anbefales det at kiropraktisk behandling kombineres med styrketræning.

Du skal søge læge med det samme:

  • Hvis du sammen med nakkesmerter har feber, kramper, synsforstyrrelser, utilpashed eller synkebesvær.
  • Hvis der opstår styringsbesvær af arme og/eller ben.
  • Hvis du får nedsat kraft i en eller begge arme.

Kontakt læge eller kiropraktor hvis:

  • Smerten er pludselig opstået
  • Smerten stråler ud i arme eller ben
  • Smerten ikke synes at aftage efter et par dage
  • Smerten ikke er til at holde ud

Klik for for førstehjælp til ryg problemer.