Brystrygsmerter
Definition
Brystryggen er den del af ryggen, der strækker sig fra skulderåget til de nederste ribben.
Symptomer
Gener fra brystryggen kan opleves meget forskelligt, som beskrevet nedenfor.
Patienter beskriver: ”et jag mellem skulderbladene”; ”som en kniv”; ”en konstant irritation/spænding under det ene eller begge skulderblade – hyppigt trækkende opefter til skulder åg og nakken”; ”en nerve i klemme”; ”en trækken frem til det ene bryst”; ”et pres/tryk for brystet”; ”smerter ved dyb vejrtrækning”; ”let forpustet/stakåndet” mm.
Nogle vil opleve ,at smerterne starter i forbindelse med en bestemt bevægelse eller stilling, mens for de fleste er det uklart, hvad præcist der udløser smerterne.
Årsager
Langt de fleste gange er disse symptomer fra brystryggen helt ufarlige og stammer fra bevægeapparatet: leddene, bruskskiverne mellem ryghvirvlerne, musklerne, sener og/eller ledbånd.
Men smerterne kan også stamme fra strukturer andre steder, fx indre organer. Derfor er det altid vigtigt, at der stilles så præcis en diagnose som muligt. Kiropraktoren er specialuddannet i at diagnosticere smerter og gener fra bevægeapparatet og kan derfor vurdere, om det er noget der kræver videre udredning ved speciallæge
Behandling
Hvis det viser sig, at problemet stammer fra selve bevægeapparatet, så vil kiropraktoren kunne rådgive og eventuelt tilbyde forskellige behandlinger og øvelser, der kan hjælpe dig af med smerterne.
Hvad kan du selv gøre?
Bevægelse vil hjælpe dig. Bevæg dig så meget som smerterne tillader: gåture, strækøvelser, generel bevægelse med specielt arme, skulder og øvre ryg (uden vægt). Hold dig aktiv, bevægelse vil hjælpe dig til at få kroppen til at slappe af.
Genoptræning. Når smerterne er væk, skal problemet genoptrænes for at undgå, at det kommer igen. Det er ikke så vigtigt, hvad du gør, bare du gør noget. Det er ikke påvist, at nogen form for træning generelt er bedre end en anden. Det er nemlig den fysiske aktivitet i sig selv, der reducerer risikoen for at få smerter igen.
Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.