Ankel/fod/tæer
Ankel og fodsmerter
Kroppens fundament er vores ankel og fod, der grundet en unik biomekanisk konstruktion kan klare store belastninger, balancere og bevæge os rundt på forskellige underlag. Det er en konstruktion bestående af 26 knogler og mere end 30 led. Ved hjælp af ledbånd, sener og muskler holdes det hele sammen og giver foden dens form og bevægelighed. I den normale fod er der en tværgående bue i forfoden og en længdegående bue langs indersiden af foden under svangen. Fodbuerne er vigtige for fodens funktion. De fungerer som effektive stødabsorbere for kroppen, når vi går, løber, springer osv.
I vores ankel og fod er der et højt antal sansenerver, som konstant sender information til hjernen om fodens stilling og underlag. Den sanseinformation bruges i hjernen til at koordinere resten af kroppens bevægelser. Tænk f.eks. på hvordan du bevæger dig anderledes, hvis du har en vabel på foden eller en sten i skoen. Den indflydelse foden har på bevægelserne i resten af kroppen, betyder at det er rigtig vigtigt, den fungerer så korrekt som muligt.
Smerter i ankel og fod kan skyldes akutte skader eller længerevarende belastninger.Derved ændres den biomekaniske konstruktion til at være smertegivende. Kiropraktoren kan hjælpe med at finde årsagen til smerterne. Og i mange tilfælde rådgive og behandle således, at smerterne lindres. I kolonnen til højre er nogle af de hyppigste forekommende smertetilstande i ankel og fod beskrevet.