Slidgigt i fodled/fod/tæer

Definition

Slidgigt – også kaldet artrose – er en betegnelse for en gradvis nedslidning af den brusk, der dækker ledfladerne, så den bliver tynd og ujævn. Det er en naturlig aldersudvikling, at et led slides, og forekomsten er derfor stigende med alderen.

Symptomer

Symptomerne udvikler sig oftest gradvist, og kan være smerter, nedsat bevægelighed og fejlstillinger. Det ses typisk ved storetåen, hvor der kan danne sig knyster og vinkling af tåen ind mod de øvrige tæer.

Årsager

Slidforandringer i ankel og fod kan opstå som følge at længerevarende eller uhensigtsmæssig belastning, men det kan også opstå som følge af en tidligere skade, f.eks. et brud.

Behandling

Slidgigt kan ikke helbredes men ofte lindres, og til det kan kiropraktoren hjælpe med at vejlede dig. Kiropraktoren kan også arbejde direkte med de led, som har slidgigt, men også med resten af kroppen, som oftest kompenserer for enten smerter og/eller den nedsatte bevægelighed i de ramte led.

Hvad kan du selv gøre?

Det er vigtigt at udføre en vis fysisk aktivitet for at leddene ikke mister deres bevægelighed, men samtidig skal man undgå overbelastninger. Det er desuden en god ide at bruge sko med god støtte og støddæmpning, og er man overvægtig, kan det ofte mindske smerterne med et vægttab.

Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte