Akillessenebetændelse

Definition

Akillessenen er kroppens største sene og går fra lægmusklen til hælknoglen. Den kan ved overbelastning skades, så der udvikles små rifter og betændelseslignende tilstande i senen og dens seneskede. Dette kaldes akillessenebetændelse- eller tendinose.

Akillessenebetændelse ses oftest ved midaldrende eller ældre sportsudøvere, særligt løbere.

Symptomer

Symptomerne er smerter lokaliseret til senen eller bag på hælen. Smerterne er oftest mest udtalt ved belastning, men kan også være tilstede i hvile. Der kan desuden være stivhed og hævelse omkring senen.

Årsager

Tilstanden kan opstå, når senen overbelastes. Det sker typisk ved gentagende bevægelser f.eks. spring og løb, særligt på hårdt underlag. Det kan også opstå som følge af dårligt fodtøj eller som følge af fejlstillinger i foden. Nogle udvikler tilstanden over en længere periode, mens andre udvikler det efter en kortere periode med belastning.

Behandling

Behandlingen hos kiropraktoren har til formål at lindre smerterne ved at reducere spændingerne i muskel- og senevævet ved forskellige kiropraktiske teknikker og ved instruktion i øvelsesterapi, som er vigtig for at regenerere og styrke senen. Kiropraktoren kan ligeledes hjælpe med vejledning og rådgivning om, hvordan yderligere overbelastning undgås.

Hvad kan du selv gøre?

Det vil ofte være en tålelig smerte, der opleves i starten, hvorfor mange vælger at træne videre, men det er vigtigt at give akillessenen opmærksomhed og ro fra belastningen, der giver smerterne. Det kan være nødvendigt at holde pause en periode og i mellemtiden dyrke en anden træningsform. Det kan også være nødvendigt at skifte fodtøj, såfremt det vurderes at være relateret til overbelastningen.

De fleste, der får smerter i akillessenen, oplever en markant bedring inden for de første uger, men det er ikke usædvanligt at have lettere gener gennem nogle måneder. I tilfælde hvor akillessenen ikke får tilstrækkelig med ro, kan tilstanden blive kronisk og senen kan degenerere.

Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte