Lyskesmerter
Definition
Smerter i lysken hos voksne er ganske hyppige. Der er mange strukturer, som kan være årsag til smerterne, og de kræver en grundig undersøgelse.
Symptomer
Symptomerne er smerter lokaliseret til lysken, og det afhænger af årsagen, hvordan disse smerter føles, og hvad der provokere dem.
Årsager
Lidt forenklet kan man dele smerterne ind i følgende undergrupper: Har du været ude for en akut skade, hvor du oplever smerte i lysken efterfølgende, kaldes din tilstand for en traumeskade. Har du derimod overbelastet strukturerne i din lyske, kaldes tilstanden for en overbelastning. Desuden kan du have fejlbelastet strukturerne i din lyske, hvis du er faldet eller lignende. Du kan desuden opleve udstrålende smerter, der kan stamme fra nerverodstryk. Smerten kan også skyldes anden sygdom.
Behandling
Gennem en grundig undersøgelse vil kiropraktoren kunne stille diagnosen.
Ved fejlbelastning af lyskens muskulatur vil behandlingen hos kiropraktoren bestå i at få rettet op på det uhensigtsmæssige bevægemønster, og målet er at komme tilbage til et normalt funktionsniveau igen.
Behandlingen kan bestå i at korrigere fodens vægtbæring, når man går eller løber (pronation). I behandlingen vil oftest indgå manipulationsbehandling især led i ankel og i mellemfoden.
Ved større fejlbelastning af en fod, kan det være nødvendigt at få lavet støttende såler. Typisk vil der være behov for at optimere bevægelsen i bækkenleddene (sacro-iliacaled) og i lænderyggen med manipulationsbehandling.
Ved forstrækninger i muskler, betændelsestilstande i muskelfæster og irriterede slimsække, skal der holdes pause fra aktiviteter, der provokerer smerterne. Der påbegyndes genoptræning efter et fastlagt program for lysken.
Det vil bestå af specifikke øvelser for det beskadigede væv og træning af musklerne omkring ryg og mave. Yderligere vil der blive udført behandling, der skal forbedre leddenes funktion i området og udspænding af de involverede muskler.
Hvis der er en kraftig betændelsestilstand i et muskelfæste eller en irriteret slimsæk, er en indsprøjtning af binyrebarkhormon en mulighed for at give smertelindring og for at fremme muligheden for at starte genoptræningsforløb. Den bedste effekt af dette opnås dog i kombination med anden behandling. Ved mistanke om ledlæbe-skade og lyskebrok henvises til relevant kirurgisk afdeling på hospitalet for videre undersøgelse og behandling
Hvad kan du selv gøre
Vær opmærksom på, hvornår det gør ondt i lysken. Kommer smerten i bestemte situationer fx ved løb eller anden sport, og er den gradvist forværret, så prøv at holde en kortere pause. Forsvinder smerterne i forbindelse med pausen, og kommer de ikke igen, når du genoptager aktivitet, er der ingen grund til yderligere udredning. Kommer smerterne igen efter du har holdt pause, eller er de opstået ved en forstrækning eller kan du ikke finde nogen årsag til at det gør ondt, vil din kiropraktor kunne undersøge dig, og hjælpe dig med at finde årsagen.
Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.