Slidgigt i skulderen

Definition

Ved slidgigt nedslides brusken i skulderleddet, og knoglerne skurrer mod hinanden. Der kan også dannes udvækster af knoglevæv omkring leddet, hvilket kan forværre symptomerne.

Symptomer

Symptomerne ved slidgigt kan variere, og der kan være perioder, hvor man ikke mærker nogle symptomer. Men på grund af den nedslidte brusk vil man opleve nedsat bevægelse, stivhed, smerter og evt. hævelser omkring skulderleddet. Da skulderleddet ikke bevæger sig normalt, vil man opleve symptomerne ved almindelige dagligdags aktiviteter, hvor man bevæger skulderen. Der kan komme knækkende lyde fra skulderen. Der kan også være natlige smerter ved slidtage i skulderen.

Årsager

Man ved ikke, hvorfor slidgigt opstår, men det ses typisk ved ældre mennesker. Det gælder i øvrigt alle former for slidgigt. Der er en vis arvelighed, da nogle familier har flere tilfælde af slidgigt, ligesom skader som at skulderen har været gået af led eller knoglebrud øger risikoen for at få slidgigt i skulderen.

Behandling

Kiropraktorens behandling af et slidt skulderled sigter på at øge bevægeligheden i leddet. Som følge af en slidt skulder opstår der også ofte spændinger i ryggen, nakken og skulderens led og muskler. Kiropraktik kan med god effekt behandle disse sekundære spændinger.

Hvad kan du selv gøre

Det er meget vigtigt at udføre både styrke- og fleksibilitetsøvelser for muskulaturen omkring skulderleddet. Din kiropraktor kan instruere dig i øvelser. Både varme og kulde kan være smertelindrende ved slid i skulderen.

Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte