Fra helt nyfødt af er dit barn i gang med at bevæge sig, og derved træne sig op til at kunne mestre sin krop på sigt.
De spontane bevægelser med hoved, arme og ben, ansigtsgrimasser og lyde er de første spæde tegn på at værdifulde informationer bliver sendt fra krop til hjerne.
Hver bevægelse din baby selv laver, og dem du hjælper med, er med til at bygge din babys motoriske kontrol op gennem evige gentagelser og derved stimulering af muskel-led-, balance- og berøringssanserne.
Derfor skal du give din baby plads til at bevæge sig og hjælpe gennem leg til at blive stærkere motorisk og senere selvhjulpen.
Alle lege skal kun laves, hvis du kan se din baby føler sig tilpas med det, I laver. Smil, ha’ en god, fast øjenkontakt og fortæl hele tiden roligt din baby, hvad I laver, så du udstråler ro og kontrol over legen. Din baby vil altid orientere sig i forhold til, hvordan du har det i situationen. Er du urolig eller nervøs ved det I laver, så bliver din baby det også.
MAVELEJE:
Sørg for at lægge din baby på maven hver gang, du ikke bærer på armen eller der soves. Læg underarmene så albuerne er lige under skulderleddene og støt evt. på siden af albuerne med dine hænder, mens du står foran din baby’s ansigt og underholder med sang, snak, smil og god kontakt og kontrol. Gå lidt til den ene og anden side, og ret dig lidt op, så baby bliver stimuleret i at følge dit ansigt og øve sig i at se til begge sider og op ad. Et sammenrullet lille håndklæde kan lægges under brystet, hvis det svært at løfte hovedet.
Læg din baby på maven på dit bryst, i de spæde første uger er denne træning oftest den bedste.
Mavelejet træner nakkens muskler og de stabiliserende muskler omkring skulderblad og skulderled. Senere, når der er kontrol i de områder, vil din baby styrke arm musklerne ved at strække helt ud i armene.
Lad underlaget være tilpas fast: puslepuden, på gulvet på et tæppe eller en yoga måtte på dit spisebord, hvor du kan sidde ned, hvis du selv har svært ved at ligge på maven på gulvet.
Du kan på gulvet sætte et spejl op foran den lille, i starten kan det reflektere solstråler og lys og dermed trække opmærksomhed, senere kan det underholde, når den “anden baby” opdages !
Læg legetøj og ting med lyde i rundt om, så der skabes interesse for at se i alle retninger, og senere bevæge sig hen i mod dem og tage fat i dem.
Læg baby på maven på en Pilates bold og hold fast på kroppen og tril frem og tilbage. Kan også gøres liggende på ryggen.
Du kan ligge på ryggen med bøjede knæ og have din baby på maven på dine skinneben med hovedet mod dig, hold fast under skuldrene og stræk så dine ben lidt, så baby hænger lidt nedad med hovedet.
RYGLEJE:
Husk at tale til din baby fra begge sider, lege, give flaske, bære på arm på højre og venstre side.
Stimuler led og muskler ved at cykle med ben, strække arme over hovedet og ud til siderne, lav crawl bevægelser med armene, giv selv krammere ved at krydse arme og ben ind over kroppen, lad modsatte hånd og fod røre hinanden, lav trillelege fra side til side og hele vejen rundt på gulv, i sengen med et badehåndklæde, hvor du forsigtigt triller dit barn ind og ud af håndklædet
Hæng ting op over din babys hoved, som glitrer i solen eller fanger interessen så meget, at det er værd at prøve at række ud efter.
Leg “Kran-leg” hvor du langsom trækker dit barn op i armene fra liggende, så hovedet lige slipper underlaget. Med tiden vil baby trække først hovedet med selv, og derefter trækker sig op med armene og bøje ben til maven med en stabil ryg til siddende.
Sørg for at ble og tøj ikke sidder for stramt, så din baby kan løfte benene op i luften og senere få fat i fødderne, når mavemusklerne trænes.
OPREJST:
Hæng din baby med hovedet nedad. Sid i sofaen med dit barn liggende på ryggen på dine lår og hovedet pegende mod dig. Tag godt fast om hofterne og løft langsomt op, så hovedet er det sidste, der slipper dig. Hold hele tiden øje med, at din baby er ok med det. Du kan evt. løfte lidt op og ned som en elevator eller svinge roligt frem og tilbage. Kom ned igen efter 5-30 sek ved at lægge hovedet ned først på dine ben og så gradvis resten af ryggen.
Når dit barn bliver lidt ældre, kan du tage fat i lårene istedet og vær så sikker på, at du har kræfterne i armene!
Dans til god musik med din baby, rundt og rundt og vippe til siderne – husk at støtte hovedet, hvis der endnu ikke er hoved kontrol.
Leg “Flyver ” med dit barn, hvis du har kræfter til at løfte din guldklump over dit hoved i strakte arme.
Barnets hjerne stimuleres også ved mange berøringsindtryk:
- Giv dit barn masser af kys, knus og lange kram
- Giv bade med sæbeskum
- Gå til babysvømning
- Kilde på ryg, arme, ben og under fødder, nusse i ansigt og hår
- Lad barnet spise med fingrene og drikke af kop selvom det måske ender på bord og gulv
- Sid arm i arm, front mod front eller på skødet, når I læser godnat historie eller synger
Og når din baby så begynder at kunne flytte rundt på sig selv ved at trille, krybe eller kravle, så er det bare med at bruge fantasien til, hvordan du kan indrette jeres hjem, så de kan finde glæde i at bruge sig selv mere og mere uden at komme til skade.
Husk at lade dit barn prøve så meget som muligt selv, hjælp kun for at undgå skader.
Husk at al øvelse gør mester – også selvom det tager længere tid end hvis du hjalp…