Spændinger og myoser i skulderåg

Definition

En meget almindelig årsag til smerter i skulderåget er spændinger og myoser i muskulaturen. Spændinger og myoser er en ofte anvendt betegnelse for ømme og ofte stramme områder i muskulatur.

 

Symptomer

Symptomerne er smerter i skulderåget. De vil ofte føles som en dyb, murrende smerte, der kan være svær præcist at lokalisere. Der kan være udstråling af smerter til armen, hovedet, brystet og skulderbladet. Musklerne kan føles stramme eller stive i det område, hvor der er spændinger. Smertene forværres typisk ved statisk arbejde, som f.eks. computerarbejde. Ofte findes der lindring ved fysisk aktivitet.

 

Årsager

Spændinger og myoser udløses af ensformige gentagne bevægelser, f.eks. ved ensformige arbejdsstillinger. Statisk arbejde kan også være årsag til denne type spændinger, hvilket ofte ses ved personer, der sidder mange timer ved skrivebordet eller i en bil.

 

Behandling

Spændinger og myoser kan med god effekt behandles ved massør eller kiropraktor, hvor problemet behandles med ledfrigørende manipulation og andre frigørende teknikker. Behandlingen sigter på, at fjerne spændingerne, men det er vigtigt også at rette opmærksomheden på de udløsende årsager. Ellers er der stor risiko for, at problemet vil komme igen senere.

 

Hvad kan du selv gøre

Det afhænger af årsagen, hvad man selv skal gøre, men det er vigtigt ikke at provokere smerterne ved gentagene, ensidige bevægelser eller statisk arbejde. Derfor er det vigtigt at få variation i dagligdagen. Hvis du arbejder ved skrivebord eller i bilen, skal du sørge for at tage mange pauser. Ved at bevæge dig, giver du dine muskler en chance for at slappe af. Stå gerne op ved skrivebordet flere gange i løbet af dagen. Det er også en god ide at træne stabiliteten i skulderen. Din kiropraktor kan instruere dig i, hvilke øvelser der er hensigtsmæssige i dit tilfælde.

 

Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte