Rotatorcuff syndrom/impingenent

Definition/diagnose

En af de mest almindelige årsager til smerter i skulderen er afklemningssyndrom, hvor strukturer kommer i klemme i skulderen. Det er oftest en sene eller en slimsæk, der kommer i klemme under et knoglefremspring fra skulderbladet.

Symptomer

Man vil opleve skuldersmerter ved aktiviteter med armen over hovedet. Oftest er smerterne lokaliseret på forsiden (men kan også forekomme på ydersiden og bagsiden) af skulderen samt ydersiden af overarmen. Man kan også opleve smerter om natten.

Årsager

Afklemningssyndrom opstår ofte som følge af fejlbelastning af senen eller slimsækken i forbindelse med at løfte armen over skulderhøjde gentagne gange, men kan også opstå ved andre former for belastning f.eks. at gå med krykker eller ved fald hvor man tager fra på en udstrakt arm. Man inddeler afklemningssyndrom i primær og sekundær. Den primære indklemning ses oftest ved personer over 40 år og skuldes strukturelle årsager i skulderen f.eks. pga. slidtage eller kalkforandringer. Den sekundære ses typisk ved yngre mennesker og skyldes oftest problemer med den muskulære dynamik, som leder til styrkemæssig ubalance og dermed til et ikke normalt bevægemønster i nogle af skulderens led.

Behandling

Behandlingen afhænger af årsagen, og det er vigtigt at igangsætte behandling hurtigst muligt, da denne type smerter kan blive kroniske, hvis de ikke behandles. Kiropraktisk behandling kan være effektivt for afklemningssyndrom, idet en optimal funktion af led og muskler giver vævet bedre forudsætninger for opheling. En vigtig del af behandlingen er øvelser for skuldermuskulaturen. I visse tilfælde kan antiinfammatorisk smertestillende medicin være en del af behandlingen, og i sjældnere tilfælde kan operation være nødvendigt.

Hvad kan du selv gøre

Det afhænger af årsagen, hvad man selv skal gøre, men det er vigtigt ikke at provokere smerterne ved gentagene, ensidige bevægelser. Det er også en god ide at træne stabiliteten i skulderen. Din kiropraktor kan instruere dig i, hvilke øvelser der er hensigtsmæssige i dit tilfælde.

Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte