Lower crossed syndrom/holdningsproblemer

Hvad er lower crossed syndrom (LCS)?

Lower crossed syndrom og Upper crossed syndrom, er ”opfundet” af den tjekkiske læge Vladimir Janda.

Definition

LCS er kendetegnet ved en kombination af svaghed i mave- og baldemuskler, og stramhed i rygstrækker- og hoftebøjermusklerne. Dette påvirker stilling og biomekanik i bækken, hofter og lænd.
Det er ikke en ”godkendt” diagnose, men et ”syndrom” eller en tilstand som den ”nedre” del af kroppen er i. Det er især kiropraktorer, fysioterapeuter og læger med specielt interesse for led og muskel problemer (bevægeapparatet), som bruger terminologien lower crossed syndrom og upper crossed syndrom (se dette).

Symptomer

Lower Crossed Syndrom giver typisk symptomer i den nederste del af lænden, og i bækkenområdet (bækkenleddene), men kan også give symptomer i den øvre del af lænd og omkring hofte regionen. Smerterne opleves ofte som “træthedsfornemmelse” / ømhed i lænden og især stivhed, bl.a. ved stående stilling eller ved at slentre : ”museums/shopping” tempo. Der kan også opleves problemer med knæ og hofter.

Ofte ved Lower Crossed Syndrom ses ændret holdning i form af:
fremskudt og fremadkippet bækken
øget lændesvaj (lordose)
evt.overstrakte knæ
evt.let udadroterede hofter
Lower Crossed Syndrom beskrives af og til ved, at man “hænger i bækkenet”.
Det er ikke sjældent, at man både har upper crossed syndrom og lower crossed syndrom i kombination. Dette kaldes for “Layer syndrom”. Du kan også læse om Upper Crossed Syndrom på denne hjemmeside.

Årsager

Arvelige forhold/genetiske årsager.
Inaktivitet / manglende fysisk aktivitet: Ved længere tids inaktivitet vil der ofte ske svækkelse af mavemuskulatur og baldemuskler. Ved meget siddende arbejde vil der samtidig kunne opstå stramhed / forkortet muskulatur i hoftebøjerne (mm. Iliopsoas & Rectus Femoris).
Ensidig eller langvarig fysisk træning af hoftebøjerne kan medføre, at disse blive stramme og for korte. Dette ses f.eks. ofte i sportsgrene, hvor spark gentages hyppigt (f.eks i fodbold). Et andet eksempel er roning, hvor der er meget aktivitet i hoftebøjere og rygstrækkere i siddende stilling, og mindre belastning af mave- og baldemuskler.

Behandling

Behandling af LCS sigter på at:
genoprette fri bevægelighed i ryg, lænd og bækkenled (evt. andre led også bl.a. knæ hofter mm).
Sikre stabilitet i lænd/mave/bækken (core træning)
Udspænde og løsne kort / stram muskulatur
Styrke svag muskulatur
Vejledning/information i ”gode” vaner, både til arbejdsbrug, hjemmebrug og ved fritidsaktivitet.
Funktionel træning

Behandlingen vil bestå af ledfrigørende behandling, bløddelsterapi, instruktion i styrke- og udspændingsøvelser, samt holdningskorrektion og anden vejledning/information.

Hvad kan du selv gøre

• Bruge den information du får fra din kiropraktor
• ”Core træning” (f.eks pilates, visse former for yoga)
• Styrketræning af baldens muskler, samt mavemuskulaturen
• Udspænding af hoftebøjere og rygstrækkere
• Undgå bækkenkip fremad
• Variér dine arbejdsstillinger – tænk på din holdning
• Holdningskorrigerende tøj

Din kiropraktor kan hjælpe dig med instruktion i øvelser med henblik på træning, korrekt bækkenstilling og holdning.

Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte