Idrætsskader i knæ

Definition

Der kan ske mange forskellige skader med knæet under idræt. Ledbåndsskader, menisk skader, løberknæ, springerknæ og irritation af slimsække er nogle af de skader, man ofte ser.

Symptomer

Symptomerne er som regel smerter eller følelsen af ustabilitet, men det afhænger i øvrigt af, hvad der er årsagen til smerterne. F.eks. vil et løberknæ gøre ondt på ydersiden af knæet eller låret, og et springerknæ gør ondt under knæskallen.

Årsag

Knæet er desværre et af de meget udsatte steder, hvor skader tit opstår. Det kan både være overbelastningsskader og skader i forbindelse med kontaktsport. Knæet bliver udsat for store kræfter og påvirkning ved nærmest alle typer af sport, foden som ofte er plantet solidt i jorden, hoften som sidder ”stabilt” i bækkenet, og så har vi knæet i midten som bliver udsat for lidt af hvert. I fodbold og håndbold er der utrolig mange vrid, retningsskift samt direkte kontakt.

Behandling

Behandlingen afhænger af, hvad årsagen til smerterne er. Ofte vil kiropraktoren kunne hjælpe dig i behandlingen af en knæskade. Kiropraktoren behandler knæet men også fod, hofte, bækken, ryg mm for at det hele fungerer optimalt. Dette forbedrer mulighederne for, at knæet kan komme sig. Det er som regel nødvendigt med aflastning. Man bør skåne knæet mod belastning, hvis det er smertefuldt. Det kan være nok til, at generne går over af sig selv. Man kan eventuelt lægge is på knæet (brug en ispose med et viskestykke omkring og hold den på knæet i ca. 15 minutter) eller tag et mildt smertestillende middel, f.eks. Paracetamol.

Hvad kan jeg selv gøre

Hvis både udstyr og kroppen er i ”topform” på alle parametre, kan man måske forhindre op mod 50 % af de skader, vi kender til. Idrætsskader kan desværre ikke helt forhindres, men der kan gøres rigtigt meget forebyggelsesmæssigt, både hvad angår, at have det rigtige udstyr til den sport man dyrker, og at kroppen er i balance både fysisk (bevægelighed, styrke, balance, syn, koordination, smidighed, kondition mm), psykisk/mentalt/søvn og kemisk (væske/salt balance, kulhydrat, fedt, protein, vitaminer, mineraler, hormoner og meget mere). En kiropraktor arbejder med ovenstående problemstillinger, dog nok mest med det fysiske. Af hensyn til forebyggelse af knæskader er det en god ide at tabe sig, hvis man er overvægtig.


Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte