Hælspore

Definition

Plantar fasciitis er en inflammationstilstand i fodens svangsene, som løber fra forfoden til hælen. Det ses typisk som følge af en overbelastning, og det kan i nogle tilfælde udvikle sig til en hælspore, som er en forkalkning af svangsenes hæfte på hælen.

Plantar fasciitis kan ses i alle aldre men er hyppigst hos midaldrende og hos sportsudøvere.

Symptomer

Symptomerne debuterer oftest gradvist og er typisk smerter lokaliseret til under hælen, men kan også trække frem i forfoden. I begyndelsen er smerterne mest udtalte efter belastninger eller om morgenen, når kropsvægten overføres til foden, men senere hen kan smerterne også være tilstede ved hvile.

Årsager

Plantar fasciitis kan opstå, når svangsenen overbelastes, f.eks. af dårligt fodtøj, langvarig stående stilling, langvarig gang eller løb på hårdt underlag. Det kan også opstå som følge af overvægt eller fejlstillinger i foden.

Behandling

Behandlingen har til formål at lindre smerterne ved at aflaste senen. Det kan bl.a. være ved hjælp af forskellige kiropraktiske teknikker, der bedre leddene og musklernes bevægelse, og ved vejledning om øvelser og korrekt håndtering af tilstanden.

Hvad kan du selv gøre?

Det er vigtigt at undgå belastningerne, som giver smerter, og forsøge at variere belastningerne. F.eks. kan cykling i en periode være bedre end gang og løb. Det er desuden en god ide at bruge sko med god støtte og støddæmpning, evt. indlæg, og er man overvægtig, kan det ofte mindske smerterne med et vægttab.

De fleste med plantar fasciitis eller hælspore oplever, at smerterne forsvinder gradvist over måneder, men det kan vare længe, og det kan være tilbagevendende.

 

Fandt du hvad du søgte? Ellers spørg kiropraktoren,- klik på hjertet.Hjerte