Kontakt:

Førstehjælp ved hold i ryggen


Rygsmerter kan udløses af en pludselig bevægelse, efter længere tids belastning af ryggen eller uden nogen umiddelbar årsag. Hvis du får ondt i ryggen, er det bedst at komme under behandling så hurtigt som muligt, da smerterne så normalt vil forsvinde hurtigere.
I nedenstående får du nogle råd til hvad du selv kan gøre for at lindre dine rygsmerter og undgå at de forværres.

Hvad kan du selv gøre?
- Forsøg så vidt det er muligt at holde dig i bevægelse og lav evt. let motion som f.eks. at gå flere korte ture på 10-15 minutter.
Ligge i sengen ud over et par dage kan gøre mere skade end gavn. Mange er bange for at bevæge sig når de har ondt. Men bevægelse gør smerten mindre, og ryggen tager ikke skade af det. Genoptag dine normale aktiviteter og dit arbejde snarest muligt.

- Lig i en stilling der lindrer smerterne, f.eks. kan du prøve ligge på ryggen med benene hvilende oppe på en stol.

- Læg en ispose på det mest smertefulde sted i cirka 15 minutter. Det kan du gentage fire til seks gange dagligt med en times interval de første par dage. Husk altid at der skal noget stof imellem hud og ispose, f.eks. et viskestykke eller lignende. Har du ikke en ispose, kan en pose frosne ærter eller lignende også bruges.

- Brug evt. håndkøbsmedicin til at dæmpe smerterne. Det kunne f.eks. være paracetamol (panodil, pinex) og hvis det ikke hjælper, så kan du prøve med gigtmedicin (f.eks. ibuprofen, ipren).

- Se nedenstående gode råd til at passe på din ryg, således at du undgår forværring.

- Få desuden flere gode råd og vejledning om netop dit problem hos din kiropraktor.

Ved akut hold i ryggen et det bedst at komme under behandling så hurtigt som muligt, da smerterne så normalt vil forsvinde hurtigere. Ny forskning har vist, at den bedste behandling af akutte (kortvarige) rygsmerter er kiropraktisk behandling. Hvis rygsmerterne har været i længere tid (mere end 3 måneder), er der bedst dokumentation for at styrketræning og kiropraktisk behandling har den største effekt.

Gode råd til at passe på din ryg
Det er godt for din ryg
- Stå op - rejs dig minimum hver time.
- Hvis du er nødsaget til at sidde ned (f.eks. i bilen), så læg et sammenrullet håndklæde i lænden.
- Gå flere korte ture

Det er ikke godt for din ryg
- Sidde sammensunken og uden støtte i lænden (f.eks. når man sidder i en blød stol).
- Sidde i lang tid.
- Løfte.

Kontakt lægen (eller vagtlæge) med det samme:
- Hvis du pludselig ikke kan kontrollere din blærefunktion eller bliver følelsesløs i skridtet.
- Hvis du sammen med rygsmerter får nedsat kraft i et eller begge ben.
- Hvis du sammen med rygsmerter får problemer med at gå.

Kontakt læge eller kiropraktor hvis:
- Smerten er pludselig opstået
- Smerten stråler ud i arme eller ben
- Smerten ikke synes at aftage efter et par dage
- Smerten ikke er til at holde ud

Klik her for førstehjælp til nakkeproblemer.